Clearwater har rådgivet Solido Hosting A/S (Solido) ved salget til den internationale leverandør af hosting- og cloudservices Sentia, som er støttet af den Benelux-baserede private equity-investeringsgruppe Waterland.
Solido blev etableret i 2000 af Christer Lasse Leth Nielsen og har en førende position på det danske hostingmarked, hvor selskabet tilbyder skræddersyede hosting- og applikationsløsninger til virksomheder. Selskabet er specialiseret i stærkt automatiseret og struktureret design og styring af komplekse hostingløsninger baseret på den enkelte kundes behov. Det har vist positiv vækst med en CAGR på 16 % over de seneste fem år med et markant højt niveau af tilbagevendende omsætning.
Sentia er en international hostingkoncern, der leverer produkter og services. Sentia er en af markedslederne i Benelux inden for hostingservices. Ud over cloudservere og komplekse skræddersyede hosting- og outsourcingløsninger tilbyder selskabet også domænenavne, e-mailservices og traditionel webhosting.
Selskabet leverer services til mere end 100.000 kunder over hele verden, dog primært koncentreret i Benelux. Takket være opkøbene har Sentia nu cirka 550 medarbejdere, og den forventede konsoliderede omsætning for 2016 udgør €95 mio.