Clearwater har rådgivet ejeren af MOS MOSH, et dansk dametøjsbrand, ved majoritetssalget til den tyske kapitalfond Findos Investor.
MOS MOSH blev grundlagt i 2010 af Kim Hyldahl og er specialiseret i high-end jeans og bukser til kvinder. Opskriften på succesen er en kombination af premium kvalitet og fremragende pasform med smagfulde detaljer, der får jeans og bukser til at skille sig ud fra mængden. I dag har selskabet en omfattende geografisk dækning i Europa, hvor Tyskland er det største marked.
Findos Investor er en mid-market kapitalfond, der udelukkende er støttet af prestigefyldte tyske familieejede virksomheder som investorer. Jeanswear er en velkendt sektor for Findos Investor, som i 2015 opkøbte Angels Jeanswear, et førende value-for-money jeansbrand i DACH-regionen.