Clearwater har rådgivet Idé-Pro, en førende digital producent af funktionelle prototyper og on-demand-produktion til bil-, fødevare- og HVAC-industrien, ved investeringen fra kapitalfonden Blue Equity.
Idé-Pro har gennem de seneste 20 år opbygget en ledende markedsposition gennem løbende investeringer i digitalisering af front-end, samtidig med at selskabet har sikret et meget fleksibelt produktionssetup. Det har gjort det muligt for virksomheden at opbygge en imponerende og loyal kundebase, som omfatter internationale og anerkendte virksomheder som Bosch, 3M, Porsche, Scania, Vestas, Skov, Vican og Volvo.
Idé-Pro håndterer hele værdikæden fra CAD/CAM-programmering, indledende værktøjsdesign og design for manufacturing til produktion af værktøjer og dele, emballering og logistik. Setupet har en fuldt digitaliseret front-end og produktion med en integreret softwareplatform mellem faciliteterne i Danmark og Indien med henholdsvis 125 og 50 medarbejdere, hvilket muliggør hurtig respons og levering. Organisationen besidder enestående værktøjskapabiliteter med omfattende viden om plast, letmetaller og EPP/EPS-materialer.
Blue Equity er et godt match for Idé-Pro, da parterne deler fælles værdier og tilgang, hvilket skaber fundamentet for et stærkt partnerskab med positive perspektiver. Morten Nors, CEO i Idé-Pro, og Blue Equity ejer nu hver 50 % af aktierne i Idé-Pro.